 |
Hun havde ventet i 400 år. I 400 år havde hun stirret op gennem en gennemsigtig masse af smeltet sten. I 400 år havde den holdt hendes krop og sind og væsen fanget. Hendes fjender troede sikkert at det var hendes grav, men hun levede stadig.
Hun vejede begærligt sine styrker, fortvivledes over sine svagheder. Stenenes tyngde, planternes langsomme grønne kraft, luftens mildhed, vandets bløde magt, jordens varme og dybe liv … det var alt sammen ikke nok. Hun skulle bruge blod. Intet andet betød noget – mindst af alt … og vreden blussede endnu voldsommere i hende når hun tænkte på det … mindst af alt en tåbelig trettenårig piges misforståede liv.
Jeg satte mig op så brat at jeg hamrede hovedet ind i sengelampen. Mit hjerte hoppede og spurtede af sted som en hækkeløber der var kommet bagud for feltet, bang-bang-HOP, bang-bang-HOP, og jeg så mig vildt omkring som om jeg ventede at Bravita Blodsunge skulle stå ved siden af sengen med fremstrakte kløer og blodsbegær i sine flammende øjne.
Rolig, formanede jeg mit hoppende hjerte, det er jo bare en drøm … og desuden var det ikke mit liv Bravita var ude efter. Det var en eller anden stakkels tretten-årig piges, og jeg var jo kun … Mine tanker standsede brat. Jeg så på det gammeldags, tik-takkende vækkeur på natbordet. De selvlysende fosforgrønne visere pegede begge næsten direkte opad. Klokken var fem minutter over tolv, og det var den sidste dag i marts.
Det var i dag jeg fyldte tretten.
|
